En lektion i demokrati, mindretal og tolerance

I 2020 er det 100 år siden, at Sønderjylland blev genforenet med Danmark. Jubilæumsåret bliver markeret med events og aktiviteter over hele landet. Også for de yngste. Men hvad kan nutidens unge lære af en begivenhed, der fandt sted i Sønderjylland for 100 år siden?

Grænsesten

Kære Alle på Sæby Friskole... Vi tænker på jer her i uge 20. Vi skulle have hygget, leget, været på udflugt til Skagen, set området og besøgt genforeningsstenen sammen. Vi skulle synge Sigurds genforeningssange og arbejde med emnet sammen. Alle havde glædet sig – og vi håber, at vi ses hurtigst muligt. Hilsen fra Vestermølle Danske Skole.« Sådan bliver der skrevet på Ung Genforening 2020’s hjemmeside. En begivenhed, der skulle løbe af stablen i uge 20, men som nu er udskudt til næste skoleår. For ironisk nok har grænserne mellem Tyskland og Danmark været lukket det seneste stykke tid grundet covid-19. Og det, der skulle have været en fejring 100-året for genforeningen med Sønderjylland, er nu også blevet en reminder om, at vi skal huske at sætte pris på det gode forhold til Tyskland og vores åbne grænser. Den slags kan man nemlig ikke tage for givet.

En historisk selvbestemmelse

For selv om Genforeningen med Sønderjylland ligger 100 år tilbage, er den stadigvæk relevant at lære om for danske unge, mener flere foreninger, som derfor har lavet tiltag for at gøre netop det. Blandt andet Grænseforeningen, der har til formål at styrke danskheden i det dansk-tyske grænseland. For da den nye grænse blev tegnet op i 1920, var der stadigvæk danskbefolkede områder, der blev liggende i Tyskland. Og tyskbefolkede områder i Danmark. Det er måske ikke noget, vi tænker over, når vi sætter traileren bag på stationcaren og drøner sydpå for at hente billige dåsebajere, spandevis af slik og spise en currywurst. Men grænsen mellem Danmark og Tyskland er på mange måder historisk, og det skulle have været fejret til den helt store guldmedalje. Særligt blandt danske børn og unge på tværs af grænsen.

I dag bor der et dansk mindretal på 50.000 syd for grænsen, og man finder både danske skoler, børnehaver og kirker i Sydslesvig i Tyskland. Ligeledes bor der et tysk mindretal på 50.000 nord for grænsen i Nordslesvig i Sønderjylland. I uge 20 skulle 5.000 børn og unge fra de 43 danske skoler i Sydslesvig have været med deres lærer og pædagoger rundt i Danmark for at levendegøre den historiske begivenhed. »Mange skoleklasser fra Danmark tager hvert år på lejrskoler og udvekslingsophold i Sydslesvig. Besøget giver dem en helt ny konkret ramme at sætte faglige emner fra historie, samfundsfag og tysk ind i. Emner som krigen i 1864 eller betegnelser for Genforening giver pludselig direkte mening, og mødet med de tosprogede elever giver lyst til at tale og lære tysk,« siger Kirsten Suhr Skovse, der er koordinator på projektet.

På samme måde er det nødvendigt for de unge sydslesvigere, der lever som danskere uden for Danmark, at have tætte, levende forbindelser til jævnaldrende i Danmark. De skal møde den danske kultur og snakke dansk med andre børn. Derfor har Ung Genforening 2020 arbejdet hårdt på at skabe venskabsskoler, og som en fejring af 100-året skulle børnene have rejst i samlet flok op gennem Danmark. »Det er vigtigt – som aldrig før – at alle unge beskæftiger sig med grænser, sameksistens mellem mindretal og flertal, og i sidste ende demokrati og tolerance. Og hvis der er noget, de unge kan lære af Genforeningen, er det måske netop det,« siger Kirsten Suhr Skovse.

Nils Arne Sørensen, der er historiker ved Syddansk Universitet, er enig i, at Genforeningen stadig er relevant at lære om for unge mennesker i dag. Han mener, at selvbestemmelsesret er nøgleordet. Slaget om den dansk-tyske grænse blev nemlig afgjort ved en fredelig folkeafstemning – den mest demokratiske metode, hvis det bliver gjort under ordnede forhold. Og det blev det. »Så selv om Genforeningen efterlod nye mindretal, så gik folkeafstemningen godt, og vi lærte at respektere hinanden. Så dansksindede i Tyskland og tysksindede i Danmark fik mulighed for at have to nationaliteter.

Og det er en vigtig lektie; at man kan gå fra at være uvenner og slå hinanden ihjel til gennem hårdt arbejde at forstå hinanden og leve sammen,« siger han. Vi blev altså nationalstat uden en masse blod. Og et sådan udfald er langt fra en naturlov, gør Nils Arne Sørensen opmærksom på. »Rundt om i Europa – og hele verden – er der masser af eksempler på, hvordan mindretal bliver fordrevet og slået ihjel, og hvordan der aldrig formår at blive fred mellem grænselande. Når vi har det godt med svenskerne og nordmændene, er det, fordi det er længe siden, vi har været i krig sammen. Men vi har også været blodige uvennersiger han.

Derfor mener Nils Arne Sørensen, at 100-året for Genforeningen er mere end en fejring af, at vi fik lov til at være danske. Vi skal også fejre og huske os selv på, at vi skabte plads til tolerancen. De danske og tyske myndigheder var med på, at man måtte sætte rammer, så tysksindede i Danmark kunne være tyske og omvendt. Og det perspektiv er ifølge historikeren væsentligt at have med i dag, hvor nye minoriteter er kommet til Danmark. »Det vil da være dejligt, hvis andre mindretal i landet fik en følelse af, at de var danskere, men også kunne tilhøre en anden nationalitet. Eksempelvis Pakistan. Vi skal huske de unge på – og måske også os selv – at tolerance faktisk er noget af det fineste, vi har. Og den bør vi fortsat dyrke,« siger Nils Arne Sørensen.

Unge mindretalsambassadører

Hos Grænseforeningen har man længe haft fokus på unge. Organisationen laver blandt andet undervisningsmateriale til danske skolebørn og har uddannet unge ambassadører, der tager rundt på danske skoler og gymnasier og fortæller om, hvordan det er at være en del af et mindretal. »Når man er ung sydslesviger, føler man ofte, at man har to nationaliteter. Man er både tysk og dansk,« fortæller Marie de Fine Licht, der er souschef i foreningen, og fortsætter: »Det er måske ikke noget, de unge tænker så meget over i hverdagen, men de bliver hurtigt bevidste om det, når de møder andre. De finder ud af, at det er en styrke, fordi de kan tale begge sprog flydende. Og det er den styrke, ambassadørerne fortæller om til dialogmøder på skolerne.«

Formålet er både at gøre flertallet af danskere klogere på, hvordan det er at være en del af et mindretal, samt at tale med andre minoritetsunge i Danmark om, hvordan deres dobbelte identitet kan være en styrke, og hvordan man kan skabe sin egen identitet på trods. »Det er spændende at formidle grænselandet og dets historie til børn og unge. De tager ikke til takke med at se en film eller blive slæbt med ud og se en mindesten. Man skal være kreativ og hele tiden finde ud af, hvordan man kan få de unge til at interagere med historien og hinanden. Og det kræver, at man selv har sat sig godt ind i historien og kan perspektivere temaer til nutiden, « siger hun. Coronakrisen har gjort det endnu sværere at gennemføre de forskellige events, fordi man ikke kan være sammen.

Der var blandt andet arrangeret koncerter med Sigurd Barrett, der har skrevet en bog om Genforeningen fortalt i børnehøjde. Den handler om, hvordan vi skal fejre, at mennesket selv kunne få lov til at bestemme, hvor de ville bo efter en folkeafstemning. Og om at vi som mennesker og nationer kan rumme hinanden. Disse koncerter er blevet rykket til senere på året. Desuden er foreningen i fuld gang med at finde på nye aktiviteter, der kan afvikles trods den nuværende samfundssituation. Blandt andet en konkurrence, hvor det handler om at finde den lokale genforeningssten og tage et billede med hashtagget #genforenditfællesskab.

Genforeningsstenene blev rejst i årene efter 1920 på lokalt initiativ i hele Danmark i glæde over genkomsten med Sønderjylland. På Grænseforeningens hjemmeside kan man finde alle stenene og nøjagtige adresser, så man kan komme ud og besøge dem i sit lokalområde. »Selv om vi er pressede af den nuværende situation, og fejringen ikke er blevet som planlagt, så standser fejringen af Genforeningen ikke, og vores arbejde er heldigvis lige så relevant næste år og om 100 år,« siger Marie de Fine Licht.

Artiklen er skrevet af VIVIAN LAMHAUGE PETERSEN, og trykt i Jyllandsposten d. 14 juni 2020